Sæson 5   - I træernes skygge

Forhistorie til EP 2
Forhistorie til EP 3
Forhistorie til EP 4
Forhistorie til EP 5
Forhistorie til EP 6
Forhistorie til EP 7
Forhistorie til EP 8
Forhistorie til EP 9
Forhistorie til EP 10
Forhistorie til EP 12

EP 2:

Vinteren er kommet til Trolden og Tandhjulet. Det er blevet koldere, og vinden er blevet hårdere, men trafikken omkring kroen er ikke blevet mindre. Snakken omkring Eventyrets Port er taget til, fordi flere er blevet klar over, at Necromanceren har udlovet en dusør til de personer, der kan finde Eventyrets Port til ham. Han er blevet set gentagende gange i området sammen med sine zombier. Det er dog nogle uger siden, at han er blevet set sidst.
Mange paladiner har skuffet forladt Kossuth Templet, men de er blevet erstattet af et antal præstinder. Der har været få og korte perioder med kontakt til Kossuth, og kontakten har været svag. Desuden går der rygter om, at præstinderne arbejder på et større ritual, men ingen ved noget om omfanget af ritualet, eller hvor stort et område det vil påvirke.
Slyngelgruppen har været hårdt ramt af tabet af deres leder. Der har været nogle røverier, men det er stilnet af i forhold til de første par dage, hvor gruppen var i området. Desuden går der rygter om interne magtkampe, men ingen omkring kroen ved noget med sikkerhed.
I skoven omkring kroen er der dukket en gruppe Shaundakul-tilbedere op. De har ikke rigtig foretaget sig noget udover en udforskning af området og diverse indkøb ved kroen.
Umiddelbart er Shaundakul jo en fredelig gud, men der er ikke nogen, der ved, hvad gruppen vil i området. Arbejder Shaundakul-tilbederne imod eller med Necromanceren?
Kommer Necromanceren snart tilbage i området? Er det manglen på reaktion fra Kossuth Templet på zombien Halfdan, at Kossuth har forladt dem? Vil der komme en reaktion på slyngelgruppens hærgen fra de handelsrejsende eller vil gruppen opløses på grund af dårlig ledelse?

Til toppen

EP 3:

Vinteren er ved at være forbi, og vejret ser ud til at blive bedre. Necromanceren er ikke blevet set i området, siden han forbandede kroværtens arm, slog Kossuth’s Ypperstepræstinde ihjel, og hans Zombiehær blev slagtet. Shaundakulgruppen fik med hjælp fra deres gud, og lidt hjælp fra Den røde troldmand og hans følge lukket revnen ind til Luftens plan. Der er stadig ingen, der ved, hvorfor Shaundakul gruppen er i området. Det føles som om lukningen af revnen kun var en side opgave for dem. Den Røde Trolmand fra Thay og hans følge er heller ikke blevet set, siden han hjalp dem.
Slynglerne har været mere aktive end nogensinde før, nu hvor der er kommet ny leder til. Han har åbnebart en skjult motivation til at få slynglerne til at arbejde. Nyheden omkring slynglernes mange overfald, og det faktum, at der er forsvundet folk på handelsvejen, har fået Alustriel af Silverymoon, til at reagere. Hun har sendt en person ud for at hyre eventyrere til at få styr på problemerne.
Det eneste, der er tilbage af Kossuth Templet, er en enkelt ranger og en enkelt præstinde. De arbejder stærkt på at få bygget templet op igen på dets oprindelige plads. Der går rygter om, at der meget snart vil komme en ny ypperstepræst til templet. Vil han have en bedre forbindelse til Kossuth og bidrage til en genoprettelse af templet eller vil templet være arret for evigt som et resultat af mordet på den tidligere ypperstepræstinde? Er det overhovedet muligt for en enkelt person at skabe en smule orden midt ude i ingenting og vil necromanceren snart finde eventyrets port?

Til toppen

EP 4:

Foråret er i fuld flor omkring Trolden og tandhjulet. Pølsebagerens pludselige død har skabt et tomrum omkring kroen, som krofatter har arbejdet hårdt på at fylde ud, men stemningen har bare ikke været den samme. Necromanceren er også død og en del slyngler er fjernet fra området af Alustriel af Silvermoons udsending, Valdemar Vallon. En golem er dukket op i området og leder efter Skaberen. Der er ingen, der ved, hvem denne almægtige skaber er, og golemmen går derfor ofte hvileløs rundt og spørger alle på sin vej, om de har set Skaberen.
Den røde troldmand er stadig i området og det har skabt bekymring hos Valdemar Vallon. Han frygter, at der sker en stigning i antallet af folk, der bliver taget til fange og sendt til Thay som slaver. Det vil hr. Vallon gøre meget for at undgå. Rygterne siger, at den nye ypperstepræst i Kossuthtemplet er en form for dæmon, der har arbejdet hårdt på at få etableret en bedre forbindelse til Kossuth. Hans ankomst sker i selskab med en del nye præster og præstinder, der arbejder hårdt på at vise, at Kossuth hører til i området.
Spørgsmålet er, om det er det eneste, som han vil her.

Til toppen

EP 5:

"Sommersolen bager ned over Trolden og Tandhjulet, imens trætte rejsende søger lidt kølende skygge og en kur mod støvet, der så hurtigt sætter sig i halsen. Oppe ved bardisken står krofatter og en handelsmand, der har en rute forbi kroen en gang imellem. Det er tydeligt at høre, hvad handelsmanden får fortalt af krofatter. ”Der var jo denne her golem i området, men den er nu forsvundet igennem Eventyrets Port sammen med en person, som blev kaldt den uskyldige. Vi har også været lidt af et samlingspunkt for røde troldmænd fra Thay. Der er jo ham, der har slået sig ned meget tæt på kroen. Han fik besøg for noget tid siden af endnu en rød troldmand og dennes følge. Det har skabt en del uro. De mærkelige halvdyr har heller ikke hjulpet på forretningen. Jeg har fået et par klager fra gæster. Der har endda været nogle få af mine stamkunder, der har nægtet at sove her på grund af dem. Valdemar har for resten fanget den drow, der har myrdet pølsebageren. Drowen er dog ikke set, siden han blev overladt til en del af den anden troldmands følge. Fienden er stadig oppe ved Kossuthtemplet og har endda fanget en Illirapræst i en magisk kugle, så han hænger nu oppe under loftet.”
Handelsmanden ryster på hovedet og fortæller krofatter lidt nyheder fra sin rejse til kroen. ”Selv om ham Valdemar Vallon er her og sender eventyrere ud for at sikre området bedre, så har jeg haft et par kollegaer, der er blevet overfaldet på vej til Waterdeep. Det hjælper heller ikke på mulighederne for handel, at nogle mennesker er bange for slavehandlere, der måske arbejder ud fra den røde troldmands lejr.”
Krofatter nikker og siger lidt mere dæmpet: ”Jeg håber, at Valdemar snart kan gøre noget for at jage ham troldmanden og hans følge væk. Godt nok tjener jeg da lidt på dem, men de ligger også en dæmper på nogle af mine andre kunders lyst til at feste. Jeg har brug for lidt feststemning i forbindelse med konkurrencen, der snart skal holdes for de eventyrere, der har lyst til at spille med. Det skulle gerne give godt i kassen og blive rigtig spændende.”
På vej ned til sit bord vender handelsmanden sig om og spørger krofatter: ”Tror du, vi har set det sidste til den golem?” ”Det er et godt spørgsmål,” svarer krofatter, ”måske ikke,” siger han, inden han vender sig om mod en af kropigerne og begynder at fylde et par krus med øl."

Til toppen

EP 6:

Rosenrøde skyer sejler over en purpur himmel, de lilla farver blandes i, som et virvar af maling der danner en horisont. Under denne farverige aftenhimmel ligger et lille tempel, det er hvidt og smukt, udenfor står en præst, høj og rank, han siger farvel til solen på hans egen måde, strækker sig og gaber let, nu er aftenen ved at komme, og snart skal han sove. Et væsen, halvt menneske halvt kanin stikker hovedet ud fra templet og kigger ud over tempelgrunden, hun smiler let, men hendes ansigtstræk er stadig seriøs og tyder på at hun har mange bekymringer. En lille grav ligger ensomt i nærheden, graven er nyligt lavet og den bevidner tab for disse halve dyr. Men præstens ansigt tyder på håb.
Mørket falder på og skovens dyb bliver fyldt med liv, en enlig skikkelse kravler gennem krattet, hans skæg er fyldt med fjer og knogler og han har en bue på ryggen, han sniger sig gennem skovbunden på jagt efter vildt. En lyd, han farer ind i et buskads og gemmer sig der, to skikkelser løber forbi, en ranglet mand med sort hår, fulgt af en anden herre i rødternet nederdel, besynderlige skikkelser men det vækker ikke interessen for vores jæger. over mod de fem bakketoppe løber de, for der er ild deroppe; kæmpe bål til minde om Kossuth og de tab kirken har lidt, i nærheden danser ånder i hvide, blå og gule farver, de fester og griner, ikke hånligt, men for at prise aftenen så vel som alt andet. I nærheden af bakkerne, på den åbne mark står en mand, klædt i dybrøde farver, han nikker farvel til bakkerne før han vender sig og går, ud mod sin vej, hans tatoveringer er synlige selv nu, og hadet og mørket i hans ansigt er det mest gennemtrængende ved hans træk.
Igennem skoven, ved en lille lysning ligger der en kro, den er tom lige nu, men en ung herre går rundt, han ser ud til at være i gang med at flytte ind, for han har kufferter med og han har tasker og tæpper. Ved kroens indgang er et lille mindemærke for den sidste krovært, som gik bort ved døden.
En gruppe klædt i hvidt og blåt er i fuld gang, for dem stopper arbejdet ikke før det nye tempel står.
En enlig fugl synger i skovens udkant, for at berette om det triste, og berette om efterårets komme. Den letter og flyver, over trætoppene, spejder efter artsfæller men de gemmer sig alle for kat som menneske. Den lander på skulderen af en ung kvinde, hun går gennem krattet og holder øje med vejen, derude står en kvinde i blå og sorte farver, hun dirigerer nogle håndværkere gennem krattet, de skal ned til de nye kirkebygninger der måske langt om længe skal blive til en stor, varm bygning for Selûne. Fuglen letter igen, den har ikke fundet hvad den skal, den flyver, betragter, skuler ud over området, indtil den ser hvad den leder efter, en kvinde iklædt pæn kjole i lilla og gyldne farver, matchende til solnedgangen, hun sidder for sig selv og læser, alene men ikke forladt, tværtimod, her føler hun sig tryg og udenfor nogen fare. Det sidste fuglen bringer til sin herskerinde er beretningen om et væsen, kobberfarvet og vandrende, den vandrer gennem skoven, søgende efter noget, under armen har den en kiste, men den lyder tom og ser let ud. Dens skællede kinder og hænder lyser let i månelyset, men den går gennem skygger og kun sjældent kan man se dette lys spil. En ørn fouragerer over bakkerne, og en enlig ræv løber over marken for at fange en rotte. Fuglen fra tidligere daler langsomt mod jorden, en pil i hjertet og jægeren rejser sig fra buskadset, han smilet let og griber fuglen, den spræller men ligger så stille, han hiver en fjer af og binder den i skægget.

Til toppen

EP 7:

Glidende, flyvende, baskende med dens smukke vinger, elegant, dansende, letter den og rejser sig imod lyset foroven, væk fra dette mørke. Sort og busket fjerdragt til at indikere den lette melankoli der er over det smukke, men ensomme væsen som er på vej, en enlig rejse mod sit hjem. Solen dykker stille og roligt, himlen farves dybrød og lilla, beskriver dødens komme for nogen, for andre venter en ny dag. Mens den store runde kugle synker over himlen, tændes lygter overalt på denne side af verden, lys for at skræmme mørket væk.

Jeg betragter området på afstand, små mennesker med små problemer, som myrer. Langsomt hopper jeg ned iblandt dem, de er så store når jeg står på jorden, og de er så travle. Kraa. Der bliver hængt farver op alle steder, den største bygning er fyldt med folk, men sådan var det ikke for et par dage siden, da sneen stadig var her, der var jeg alene. Jeg fløj også for tidligt hjem fra det varme land, men jeg savnede sådan det her sted.

En bølge af vand kommer imod mig fra et hjul. Jeg hopper hurtigt op. Mennesker, elvere, Kraa, ingen respekt har de for naturen, ingen respekt. De har så travlt. Så travlt. Kraa. Jeg letter, sætter mig på en herres skulder, her sidder man godt og manden er død alligevel. Han sidder her, varmt i hesteboet som den store kro har. Han smager godt, Kraa.

"ORKER" råber et menneske, hvad råber han på? Jeg spiser resten af det øje jeg har fundet, og så letter jeg igen. De store mennesker løber rundt, de små mennesker gemmer sig under borde og andet. En kæmpe, græsfarvet menneske går forbi ude på gaden. Kraa Kraa. Jeg føler krig komme, mad komme, måske kommer mine venner med mig, kommer og spiser, Kra Kra, jeg kan føle det i luften, i skoven, skoven venter på blod.

Min Herre kalder på mig, jeg flyver tilbage, igennem porten Kraa, sætter mig på hans skulder, han sidder stille i hans trone, afventende på den anden side. Han betragter menneskene, og venter på det rette tidspunkt til at blive sat fri. Kraa.

Til toppen

EP 8:

Den krogede finger peger ud mod en lille kro og kragen flyver af sted imod dens mål. Dens ejer fryder sig for han ved, at snart er han fri endnu en gang til at bringe hans regime til livs, og til at ryste de gamle knogler endnu en stund. Han rejser sig og beklæder hans gamle, faldefærdige krop med en rustning af det fineste, mørke læder nogen har beskuet.

Først passere vores sultne ven mad, og den flyver et par gange over det føde den har opdaget, men skuffelsen er stor da den ser størrelsen på det middagsmad der ellers så indbydende ud, ravnen skriger et skrig får at vise dens store skuffelse men i det mindste kan den berette til sin herre om det underlige fænomen, en… bille, insekt? Et væsen så hæsligt indbydende men umuligt for en fugl at fange.

Ravnen flyver over skoven, men lander på en gren da den ser noget interessant, en knægt der samler brænde i skovens udkant. Uroligt og modvilligt samler han den ene kvist op efter den anden, men de skal bruge brænde og han er nødt til at fuldføre sit arbejde. Fuglen letter da den hører noget løbende imod den, og dens sorte fugleøje opfanger intet andet end hud og pels. Et skrig runger gennem hele området, helt til søerne mod nord kan man høre dette spinkle, desperate skrig i smerte. Ulven mæsker sig i menneskekød.

Ravnen flyver over kroen en gang, en kvinde skriger og stormer imod skoven men to mænd griber fat i hende og hiver hende væk fra skovens udkant. Hendes søn er væk og kommer aldrig igen. En stemme runger gennem skoven, et råb, krigsbrøl. "MARLAR! MARLAR! MARLAR!!"

Et lys fra oven, en lyd af sang og tilbedelse, en lyd af en kirke. Vores bevingede ådselæder stiger og vender næbet den vej, og ser til dens herres tilfredsstillelse Lathanders tilbedere i en desperat kamp for overlevelse og for at blive normale. Halvdyr, klamme væsner, ulækre skabninger og ravnen ved at dens mester vil elske skabninger som disse.

Der er røg på den anden side af skoven og før fuglen vender tilbage til sin herres skulder, så tager den over Kossuth kirkens grund. Et kæmpe bål pryder det åbne areal og ypperstepræsten danser rundt og jubler mod himlen mens han priser hans gud og hersker. Kossuth er vendt tilbage i fuld flamme og hans folk fester og morer sig.
Og bag ved det hele, i skyggernes land, sidder fuglens herre og griner sit uhyggelige, dybe grin mens han observerer alt den sorg der vil falme i forhold til hvad han vil bringe med sit komme!
Til toppen

EP 9:

Ravnens glimtende øje skimter noget der i skovbrynet. Den lander tæt på et kæmpe kadaver. En orm så stor, at ravnen bliver helt kuller ved synet af den.

Den hopper rundt, prikker lidt til jorden, kigger lidt på det, der ligger der, prikker lidt til det igen. Knogler, små knogler, mange knogler, menneskeknogler, det er fra børn, og der er mange, alle mærket med tegnet for jagt, alle lagt i orden.

Den unge ridder kiggede kun en enkelt gang på pigen, før han var forelsket i hendes skønhed så vel som hendes væsen. De var som skabt for hinanden. Rundt på kroen sad mange andre, men vores unge helt fjerner ikke en eneste gang blikket fra pigens figur. Han når ikke at opdage det, før der er kæmpe slagsmål inde på kroen. Det vælter rundt med ting, madrester alle vegne, orker der råber og en minotaur, der svinder rundt omkring sig med en kæmpe økse. Vores ridder rejser sig, trækker sit sværd, der er givet til ham i Torms navn, og prøver at stoppe det. Lige lidt hjælper det, og før han ved af det, er han endt i duel med den store trold. Men ridderen er ung og med ungdom kommer tit dumdristighed.
Hans frygt for trolden er overskygget af hans behov for at imponere pigebarnet, der stadig kigger på ham. Hun virker bange, og han skal vise hende, at hun ikke behøver frygte noget.

To præster henter ridderen fra kroen. Der blev stille efter, at hans livløse krop faldt til jorden. Han var død længe før, at han selv var klar over det.

Trolden triumferede, men den og dens følge bliver nu smidt ud af en samlet gruppe mennesker. Der i Kelemvors tempel bliver knægten velsignet og en præst udfører den sidste velsignelse, inden ridderen bliver sendt til dødsriget.

Pigen går gennem skoven. Hendes hår er bølgende og smukt. Hun er klædt i sort læder. Kønne øjne, så betagende og smukke øjne, at de er svære at slippe, når man først har set dem. Hun smiler et ondskabsfuldt smil, mens hun bevæger sig mod hendes destination. Da hun når til helligdommen, forklæder hun sig endnu en gang som den smukke bondepige fra tidligere på dagen.

Lathanders hjem er mørkt og tomt. Der er ikke mange her, som byder hende velkommen, kun nogle få, triste væsner, halvt dyr halvt mennesker. Hun fryder sig ved synet af hendes egne skabninger, og de giver hende husly.
De hjælper hende i en uge, inden hun drager videre på jagt efter hendes trolovede. Hvem end det er, som vil jage sådan en kvinde.

"Du har ingen bemyndigelse til at kræve retten på en af MINE sjæle!!"
Det er dystert omkring hende, magtens frue. Hun står i skygger, omringet af kranier og knogler. Foran hende står den anden deltager i dialogen.
En herre i skinnende rustning med et sværd i hånden står foran hende.
Imellem dem svæver en skikkelse, en mand, død ved sværdstik. "Jeg kan gøre, som det passer mig med de døde." Kelemvors vrede er klar, men han frygter kvinden foran ham, hendes skællede ansigt, hendes reptil øjne, det hele. Til sidst må han opgive sjælen. Hun vinder altid.

Et reptiløje betragter sine følgesvende, magtgerrige, skællede og farlige. De er alle ude efter det samme, og de skal nok få det. Dragen kalder, og de er så tæt på dens magt, at det er helt uhyggeligt. Brønden er en ledetråd og de skal finde den, finde ud af, hvad der er ved den.
Halvdragen ville noget med den, og halvdragen kender vejen til den rigtige drage.

Ild, lad det brænde, hans tanker er klare, mens han betragter skoven.
Træerne går igen, og den her gang skal han nok få ram på den ente! Hans fiend forråder ham højest sandsynligt. De er aldrig til at stole på de skabninger, men hvem ved, måske er den nyttig lidt endnu for ham.

Kossuth slipper hans præsts sind, lader manden tænke selv igen og forsvinder så. Han har meget andet at tænke på, folk at snakke med, mennesker at brænde, folk at tilse, bønner at svare, og selvfølgelig en lille lur som også skal presses ind et sted. Herren for kaos og ild har altid travlt.

På den nu halvtomme kro sidder en skjald. Han digter en sang, i et forsøg på at nedskrive og viderefortælle de underlige ting, der sker her ved "Eventyrets Hvile". Han digter, sammenfatter, rimer og remser, men hvordan skal det dog ende?
Til toppen

EP 10:

Vinteren er på tilbagetog, og lyset tager til mere og mere for hver dag, der går i området ved kroen ved porten. Det er nu 1½ år siden, at porten blev åbnet sidst, og meget er sket siden. Den sorte drage blev slået ihjel med hjælp fra den skeletdrage, som dragedisciplene fik hjælp af. Dog forhindrede den sorte drage forsøget på at fremmane skeletdragen helt.

Mens disse dragedisciple en dag sidder og spiser, kommer en ældre mand ind i kroen. Han sætter sig ved et bord og ligger sin hat på bordet. I hatten står der broderet: ”Giv en skilling og jeg fortæller en historie fra det fjerne”.

En nytilkommen dværg smider 2 sølvmønter i hatten, sætter sig ved bordet og bestiller en 2 liters øl. Den gamle mand bestiller selv en øl for en af mønterne. Han fugter læberne i øllen og rømmer sig, hvorefter han begynder at fortælle sin historie, imens folk samler sig omkring ham.

”Det jeg nu vil fortælle jer, er ikke nogen historie eller et sagn. Mine kilder melder kun, at det er den skinbarlige sandhed. Om I vil tro på det, er kun op til jer selv. Det handler om guderne, især om gudinden Shar, som er en af de ondeste gudinder, der eksisterer. Hendes ondskab var sågar med til at skabe verdenen i sin tid. Shar planlægger at spinde et ondt spind med guden Cyric - prinsen af løgne, som hendes dukke. Hvordan og hvornår det vil ske, ved jeg ikke, men en ting er sikkert. Det vil ske”.

”Nu sidder I derude og tænker: ”Hvad er det, der vil ske, som er så katastrofalt?” Jo, ser I. Shar planlægger at slå selveste Mystra ihjel, gudinden for magi. Og dette skal gøres ved Cyrics hånd. Jeg forsikrer jer, kære venner, om at dette er spået flere gange, og spådommen vil gå i opfyldelse.”

Dværgen afbryder grinende. ”Hvem har også brug for magi, når man har sten og metal? Hehe”.

”Du forstår ikke, dværg”, svarer fortælleren. ”Denne verden er så afhængig af Mystras net af magi, at hvis Mystra, eller jeg mener, når Mystra dør, så har alle seriøse problemer. Alt vil blive påvirket, sten, hud, magi, rum, og måske endda tiden vil blive påvirket. Alt omkring os i er fare. Der er ingen, der ved, hvor galt det kan gå, og alle bør være bange for denne spådom”.

Med denne afsluttende bemærkning tømmer manden sin øl og tager den overskydende sølvmønt fra hatten. Herefter tager han hatten på, takker og forlader kroen. Tilbage sidder en næsten stille kro. Den eneste lyd, der er at høre, er dværgens latter, som stille fortager sig, mens han går ud og forsætter med at stille sin smedje op.
Til toppen

EP 12:

Det kribler og krabler overalt, alle steder er ved at gå til i små edderkopper. Efter en af deres egne er blevet angrebet og dræbt af edderkopper, har Amaunator templets præster hver dag kastet magi for at holde krybene væk. Men hver dag holder magien kortere og kortere. Det er som om edderkopperne kan fjerne magi eller selv kaste magi. Der er flere eventyrer som er blevet angrebet i skoven af edderkopper på størrelse med store skjolde. Torm helligdommen tager hverdag imod folk, der er blevet angrebet af edderkopperne. Nogle er blevet forgiftet, mens andre er blevet snittet op, som var de blevet ramt af de skarpeste sværd. Alt tyder på, at der er større og farligere edderkopper på vej.

Livet omkring kroen er stille og roligt. Den er stadig gået uden om de værste angreb. Den nye ejer af kroen, har valgt at gøre det til en tradition med en sommerfest. Den er jo blevet holdt de sidste to år, så hvorfor ikke holde den igen og skabe noget glæde. Egentlig er der jo gået over 100 år siden den sidste fest, på grund af tidsboblen, men krofatter har valgt og se bort fra det og stadig kalde det en tradition.

På Kossuth’s område bliver flammer kun lige vedligeholdt. Ypperste præsten har forladt området, og Kossuth kirken i Everlund har hverken ville sende en ny eller udråbe en ny i området. Dette har betydet en del kaos, da der er flere der vil have posten som leder i templet. Endnu har ingen dog gjort krav på titlen.

I nattens mørke bliver hele området stærkt overvåget. Én drow har fået en opgave, som kun en sortelver kan udføre. Opgaven fra hans moder, leder af Lolth kirken langt under jorden, lød som følger:

Følg hende min søn, se hvor hun vil hen, hvad hun vil erobre og kalde sit. Overvåg samfundet på overfladen fra skyggerne så ingen kan se dig. Se og fryd dig over hvordan hun stille og roligt spinder sit spind, så alle bliver fanget. Og når hun er i sin største triumf, skal du bringe vores hær ind, og tvinge hende tilbage til hendes plads i Lolth templets dyb.
Til toppen
Rygtet går at den oprindelige kroejer går igen. Nogle siger at han stadigvæk forsøger at vogte portens hemmelighed.
udmeldelse om magi reglerne
jeg er ked af at magi reglerne ikke når at blive færdig til i dag.
det har været et langt større arbejde end jeg havd...
  Copyright: Design og kode - Troels Thylstrup | Sidste opdatering: d.22-04-2010 kl. 13:38 - Tilmeldingen til EP 13 er åben |